Investorerne fortolkede Warshs to nye bemærkninger som, at den amerikanske centralbank alligevel er tættere på at stramme pengepolitikken, end man troede, også selvom Warsh altså ikke gik så langt som at sige, at han mente, at det er den rigtige politik at sætte rentemålsætningen op. Ifølge investorerne er sandsynligheden for en renteforhøjelse på 0,25 %-point den 16. september steget fra 36 % til knap 60 %. Med andre ord er det nu investorernes hovedscenarie, at centralbanken kommer med en renteforhøjelse.

Min personlige holdning er, at det er svært at detailstyre inflationen og sikre en inflation på præcis 2,0 %. Jeg mener derfor, at et underliggende inflationspres på 2,5 % er til at leve med, når inflationsforventningerne er stabile, og lønvæksten er moderat. Der er i hvert fald intet skadeligt ved det fra et konjunkturmæssigt perspektiv.

Men en personlig økonomisk vurdering er selvfølgelig ingen prognose. Man kan dog alligevel godt konkludere et par ting ud fra Warshs tale.

Den første konklusion er, at hvis Warsh og centralbanken vil have det underliggende inflationspres ned på 2 %, så kræver det nok en lidt strammere pengepolitik, dvs. renteforhøjelser. Det underliggende inflationspres har været stabilt omkring 2,5 % i lang tid efterhånden, så det kræver altså, at centralbanken får tøjlet den økonomiske efterspørgsel en smule.

Den anden konklusion er, at vi er nået til et punkt, hvor handling betyder mere end ord. Når Warsh gentagne gange har sagt, at han ikke vil yde forward guidance og overkommunikere, så må vi i højere grad lægge vægt på Warshs faktiske handlinger. Derfor bliver det kommende møde i september et ret væsentligt ét af slagsen. Hvis ikke der kommer en renteforhøjelse, må vi konkludere, at Warsh taler mere, end han handler, og at det er tom luft, når han betoner vigtigheden af et underliggende inflationspres på præcis 2,0 %. Markedsreaktionen vil nok være en gentagelse af julimødet, hvor 2-årige amerikanske statsrenter godt nok falder, men hvor 30-årige amerikanske statsrenter stiger som følge af et troværdighedstab.

Det er i den henseende også værd at bemærke, at vi nærmer os den første reelle test af Warshs politiske uafhængighed. Trump var utroligt kritisk over for Jerome Powell som centralbankchef, fordi Powell ikke ville sætte de pengepolitiske renter ned og dermed stimulere den økonomiske efterspørgsel i USA. En stærkere økonomi gør almindeligvis en præsident mere populær. Samtidig har finansminister Scott Bessent en udfordring, fordi en renteforhøjelse betyder højere renteudgifter, når USA finansierer den stigende gæld ved at udstede statsobligationer med korte løbetider.

Vil Warsh allerede nu lægge sig ud med både Trump og Bessent, ikke mindst set i lyset af det kommende midtvejsvalg i november? Eller vil Warsh forsøge at købe sig mere tid, så en beslutning om en renteforhøjelse først træffes efter midtvejsvalget, f.eks. ved at dække sig ind under, at han vil afvente arbejdet fra de mange nedsatte arbejdsgrupper?