Verden i fugleperspektiv 2026 #4
Jackson Hole: Når handling betyder mere end ord
Mikael Olai Milhøj
Chefstrateg & Partner
31. august 2026
Vigtig Warsh-tale i en situation med stigende lange renter
Den årlige pengepolitiske konference i Jackson Hole, USA, blev afholdt i weekenden. Det overordnede tema, som handlede om finansiel teknologisk udvikling inden for bl.a. betalingssystemer, var ikke det mest spændende valg taget den økonomiske og (geo)politiske situation i betragtning.
Fra et markedsperspektiv var det derfor centralbankchef Kevin Warshs indledende bemærkninger i fredags, der var de mest interessante. Talen var ikke mindre interessant set i lyset af diskussionerne om Warshs troværdighedstab i kølvandet på centralbankmødet i juli. Godt nok faldt 2-årige amerikanske statsobligationsrenter pga. reducerede forventninger til antallet af renteforhøjelser i forbindelse med julimødet, men renten på 30-årige amerikanske statsobligationer steg en del. Det kunne tolkes som et troværdighedstab, da større usikkerhed om den amerikanske centralbanks gøren og laden betyder, at investorerne kræver en højere merrente for statsobligationer med udløb langt ude i fremtiden.
De stigende lange statsobligationsrenter fik til syvende og sidst finansminister Scott Bessent til at intervenere i obligationsmarkedet ved at annoncere et større tilbagekøb af gamle statsobligationer med lange løbetider, da den 30-årige amerikanske statsobligationsrente strøg forbi 5,30 %.
Forud for talen var der store diskussioner Fed-iagttagere imellem, om Warsh ville holde fast i sit udgangspunkt med at sige mindst muligt, eller om Warsh, givet markedssituationen, ville uddybe sit syn på den aktuelle økonomiske situation.
Nu hvor talen er holdt, kan vi konkludere, at vi blev en smule klogere. Warsh lød som en centralbankchef, der er tættere på at stemme for en renteforhøjelse end tidligere, uden at han ville gå så langt som at sige, at han rent faktisk vil stemme for en renteforhøjelse på det kommende møde i midten af september. Det fik 2-årige statsrenter til at stige med 14 basispunkter. Sandsynligheden for en renteforhøjelse til september steg fra 36 % til knap 60 %.
Markedsreaktion på Warsh
Fuld beskæftigelse, men det underliggende inflationspres falder ikke hurtigt nok
Kevin Warsh kom ind på flere ting i løbet af sin tale, men størstedelen af indholdet var velkendte holdninger og altså ikke ny information fra et investorperspektiv.
Warsh argumenterede for, at de massive AI-investeringer og udrulningen af kunstig intelligens er en stor ubekendt økonomisk faktor de kommende år. Han argumenterede for, at det kræver, at centralbanken er oppe på dupperne. Det har han sagt før. Det hører med til historien, at Warsh tidligere har argumenteret for, at AI vil føre til højere produktivitetsvækst og dermed et lavere inflationspres over tid. Det har han brugt som argumentation for, hvorfor de pengepolitiske renter over tid kan sættes ned.
Han forsvarede også sin modstand mod at kommunikere klarere til finansmarkederne, dvs. at yde såkaldt forward guidance, som det kaldes i markedsjargon. Ét af argumenterne er, at centralbanken, efter hans vurdering, risikerer at begå en politikfejl, fordi centralbanken i praksis ender med at føle sig forpligtet til, hvad man tidligere har kommunikeret, frem for at reagere på den økonomiske situation. Det har han også sagt før. Modargumentet er, at risikopræmierne i obligationsmarkedet, dvs. investorernes krav til merrenten, stiger, når der er usikkerhed om, hvordan centralbanken vil agere i en given situation.
Mere spændende var Warshs syn på den aktuelle økonomiske situation. Selvom Warsh er modstander af at overkommunikere, valgte Warsh trods alt at uddybe sit syn på økonomien sammenlignet med pressemødet på det seneste centralbankmøde i juli.
Lad mig starte med alt det, der ikke var nyt. Ifølge Warsh går det godt i amerikansk økonomi. Der investeres i nye teknologier, virksomhederne tjener penge, og der er fuld beskæftigelse på arbejdsmarkedet. På den måde er det svært at være pessimist. Den største udfordring for centralbanken er, at det underliggende inflationspres er for højt i forhold til målsætningen om en inflation på 2 %.
Warsh: Fuld beskæftigelse på det amerikanske arbejdsmarked
Det nye var, at Warsh uddybede sine tanker om det underliggende inflationspres.
For det første sagde han, at selvom det underliggende inflationspres er aftaget, er det kun aftaget moderat. Den underliggende tendens er altså ikke blevet væsentligt bedre.
For det andet sagde han, at den amerikanske centralbank har et arbejde foran sig, hvis det underliggende inflationspres ikke hurtigt nok bevæger sig tilstrækkeligt tæt på 2 %-målsætningen.
“Here is my standard: We must be confident that underlying inflation is moving to our objective, clearly and at sufficient speed. Otherwise, we have work to do. That’s our job . . . our mandate . . . and our charge to keep.”
– Kevin Warsh 28. august 2026
Warsh: For højt underliggende inflationspres ift. 2 %-målsætningen
Når handling betyder mere end ord
Investorerne fortolkede Warshs to nye bemærkninger som, at den amerikanske centralbank alligevel er tættere på at stramme pengepolitikken, end man troede, også selvom Warsh altså ikke gik så langt som at sige, at han mente, at det er den rigtige politik at sætte rentemålsætningen op. Ifølge investorerne er sandsynligheden for en renteforhøjelse på 0,25 %-point den 16. september steget fra 36 % til knap 60 %. Med andre ord er det nu investorernes hovedscenarie, at centralbanken kommer med en renteforhøjelse.
Min personlige holdning er, at det er svært at detailstyre inflationen og sikre en inflation på præcis 2,0 %. Jeg mener derfor, at et underliggende inflationspres på 2,5 % er til at leve med, når inflationsforventningerne er stabile, og lønvæksten er moderat. Der er i hvert fald intet skadeligt ved det fra et konjunkturmæssigt perspektiv.
Men en personlig økonomisk vurdering er selvfølgelig ingen prognose. Man kan dog alligevel godt konkludere et par ting ud fra Warshs tale.
Den første konklusion er, at hvis Warsh og centralbanken vil have det underliggende inflationspres ned på 2 %, så kræver det nok en lidt strammere pengepolitik, dvs. renteforhøjelser. Det underliggende inflationspres har været stabilt omkring 2,5 % i lang tid efterhånden, så det kræver altså, at centralbanken får tøjlet den økonomiske efterspørgsel en smule.
Den anden konklusion er, at vi er nået til et punkt, hvor handling betyder mere end ord. Når Warsh gentagne gange har sagt, at han ikke vil yde forward guidance og overkommunikere, så må vi i højere grad lægge vægt på Warshs faktiske handlinger. Derfor bliver det kommende møde i september et ret væsentligt ét af slagsen. Hvis ikke der kommer en renteforhøjelse, må vi konkludere, at Warsh taler mere, end han handler, og at det er tom luft, når han betoner vigtigheden af et underliggende inflationspres på præcis 2,0 %. Markedsreaktionen vil nok være en gentagelse af julimødet, hvor 2-årige amerikanske statsrenter godt nok falder, men hvor 30-årige amerikanske statsrenter stiger som følge af et troværdighedstab.
Det er i den henseende også værd at bemærke, at vi nærmer os den første reelle test af Warshs politiske uafhængighed. Trump var utroligt kritisk over for Jerome Powell som centralbankchef, fordi Powell ikke ville sætte de pengepolitiske renter ned og dermed stimulere den økonomiske efterspørgsel i USA. En stærkere økonomi gør almindeligvis en præsident mere populær. Samtidig har finansminister Scott Bessent en udfordring, fordi en renteforhøjelse betyder højere renteudgifter, når USA finansierer den stigende gæld ved at udstede statsobligationer med korte løbetider.
Vil Warsh allerede nu lægge sig ud med både Trump og Bessent, ikke mindst set i lyset af det kommende midtvejsvalg i november? Eller vil Warsh forsøge at købe sig mere tid, så en beslutning om en renteforhøjelse først træffes efter midtvejsvalget, f.eks. ved at dække sig ind under, at han vil afvente arbejdet fra de mange nedsatte arbejdsgrupper?
En renteforhøjelse til september synes mest sandsynligt
Når Warsh ikke i højere grad vil kommunikere med markedet, er det svært at forudsige, hvad centralbanken gør. Umiddelbart hælder jeg til, at der kommer en renteforhøjelse. I min optik bliver det svært for Warsh at bevare sin troværdighed efter denne tale, hvis han endnu en gang tøver med at sætte handling bag ordene.
Ovenstående er udelukkende til orientering, og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter. Sterna Capital Partners Fondsmæglerselskab A/S kan ikke holdes ansvarlig for tab forårsaget af dispositioner på baggrund af oplysningerne i dette skriv.
Vi gør opmærksom på, at investering kan være forbundet med risiko for tab, som ikke på forhånd kan fastlægges, ligesom tidligere afkast og kursudvikling ikke kan anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast og kursudvikling.
Forbliv opdateret
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag vores seneste opdatering automatisk.